Brug kirkens hjemmeside, kirkeblad og de lokale medier til at fortælle, hvilke tilbud jeres kirke har for mennesker i sorg. Der er mulighed for betalt annoncering (som I måske i forvejen gør med oplysning om kommende arrangementer), for at lave en pressemeddelelse eller artikel til lokalavisen, eller for selv at publicere indhold på kirkens hjemmeside og i kirkebladet.
Annoncen
Hvordan kan en annonce sætte fokus på lokale initiativer om sorg? Der er flere muligheder. Hvis I har et sognearrangement om sorg, er det selvfølgelig oplagt at annoncere for dette. I annonceteksten kan I også vælge at kombinere 'reklame' for arrangementet med oplysning om kirkens faste initiativer for mennesker i sorg, f.eks. kirkens sorggrupper, at man kan få en samtale med præsten eller andet.
Eller I kan vælge at indrykke en annonce, der kun oplyser om kirkens sorggrupper.
F.eks.:
Brug for støtte i sorgen?
Vi mødes hver onsdag i sognegården.
Og du er også velkommen til kaffe og en snak.
Kom og vær med.
Læs mere på www eller ring til os på 1234567
Find grafisk materiale til tryk i Materialebanken her
Skriv en artikel om sorg
Du kan også forsøge at få afsat en historie/artikel til lokalavisen eller andre medier i dit nærområde.
Tænk over en lokal pressevinkel. Er der en aktuel krog? I lokal - eller samfundsdebatten? Har I et nyt initiativ (for mennesker i sorg) i kirken? Kan jeres lokale præst gå ud med en historie om manglende fokus på sorg? Med sin holdning til sorgdiagnosen? Kan jeres sorggruppeleder tale ind i en lokal debat om ensomme ældre, der har mistet en ægtefælle? Eller har I kontakt til en deltager i sorggruppen (en 'case'), som gerne vil fortælle sin egen historie om sorg og oplevelsen af det at deltage i en sorggruppe?
Få gode råd til, hvordan du får en historie i medierne her
Få flere tips og råd til, hvordan du skriver en pressemeddelelse her
Få indsigt i, hvordan du samarbejder med de lokale medier her
Skriv til kirkens hjemmeside
Du kan lave en artikel til din kirkes hjemmeside, der sætter fokus på kirkens initiativer for mennesker i sorg. Indholdet og vinklen i artiklen afhænger af, hvem målgruppen er. Tænk gerne over, hvad fortællingen skal give læseren. Trøst? Viden? Indsigt? Forestil dig også, hvem du skriver til. Er det den enlige ældre i sognet? Den travle familiefar? En pårørende til en, der har mistet? Eller en, der selv har mistet?
Få tips til at kommunikere kirkens relevans her
Artikel-idéer:
Du kan sætte fokus på sorg på mange måder. Her får du et par løse idéer til inspiration:
- 'Præstens ord om sorg'
- '3 gode råd til dig i sorg'
- 'Hvad kan du sige til et menneske i sorg?'
- 'Jeg har mistet. Hvad gør jeg nu? - en guide til kirkens tilbud for dig, der har mistet'
- En sorggruppedeltager fortæller: 'I sorggruppen finder jeg trøst'
- 'A-Z om kirkens sorggrupper'
Du kan i artiklen linke til mere information om kirkens sorggrupper eller hvordan man kommer i kontakt med den lokale præst.
Find grafik til web i Materialebanken her
Link til folkekirkens nye sorgside
Du kan også linke til materialet fra kampagnen 'Sammen om sorgen'. Ved at linke til 'Sammen om sorgen' på sognets hjemmeside får flere glæde af indholdet.
Du kan linke til Sammen om Sorgen fra en tekst på din hjemmeside eller lægge et billede ind på din hjemmeside som linker til www.folkekirken.dk/sammen-om-sorgen
Hent grafik fra Sammen om Sorgen her
Del artikler om sorg
Folkekirken.dk og stifterne har produceret en række artikler om sorg, der frit kan deles med kildeangivelse. Herunder ser du et udpluk af nye og ældre artikler om sorg, sorggrupper og folkekirkens tilbud for mennesker i sorg. De nyere er stadig aktuelle. Dem kan du dele på kirkens hjemmeside eller sociale medier. De ældre artikler kan du bruge som inspiration til dine egne artikler om sorg og kirkens tilbud for mennesker i sorg.
Artikler om sorg
Opdateres løbende med flere artikler, du må bruge i sognets kommunikation.